FN, mudder og et nyt hjem

Langt om længe er jeg fremme!! Det tog sådan cirka 3-4 måneders spekuleren og forberedelse i Danmark, 22 timer i diverse fly og lufthavne for til sidst at tilbagelægge 15 timer i en 4-hjulstrækker, der mødte forhindringer som kraftfuldt regnvejr, halvt asfalterede veje, mudder, mudder, mudder og lastbiler, der sad fast og spærrede for al anden trafik.

Alle strabadserne har dog været det værd. Jeg er blevet meget hjerteligt imødekommet af både personalet på hovedkontoret i Monrovia og her på kontoret i Zwedru. De første to overnatninger tilbragte jeg i Monrovia, hvor min supervisor, Katja, tog imod mig og indlogerede mig i lejligheden ved siden af sin. Meget luksuriøst for liberianske standarder med to værelser, et stort gaskomfur, aircondition, TV og varmt brusebad. Dagen på kontoret i Monrovia gik med at blive introduceret for de andre ansatte og tale praktikken igennem med Katja og Patrick, som er min supervisor i Zwedru. Derudover skulle der købes ind til Zwedru. Alle ’stocker up’, når de er i Monrovia, fordi der her er et langt større udvalg af varer (et ganske fint supermarked, hvis man spørger mig), samt det hele er billigere, fordi transportomkostninger pga. de dårlige veje endnu ikke er pålagt.

Jeg var blevet fortalt – både fra hovedkontoret i København og af samtlige Ibis ansatte i Monrovia – at køreturen til Zwedru er noget af en oplevelse. Og mon ikke!! Da vi forlodt Monrovia tirsdag morgen kl. 6.30 væltede det ned med regn ovenfra. Vejene var oversvømmede på få minutter. Efterfølgende havde vi faktisk en meget pæn og rolig strækning, indtil asfalten så småt begyndte at bryde op og vi skiftede mellem at køre på asfalt og mudder. Måske I kan forestille Jer, hvor meget det ryster en bil! Vi skiftede bil i en by, meget tæt på grænsen til Guinea, der hedder Ganta.

                           Mens vi venter: Charlie, hvis kontor jeg forhåbentligt skal besøge i Harper
                                og Alyssa, som arbejder her i Zwedru og som jeg bor ved siden af

Efter dette skift af biler i Ganta, holdt asfalten helt op, og vi kørte på røde mudderveje, hvilket egentligt var mere behageligt men også skabte store problemer. Store lastbiler, der kører fra Monrovia med varer ind i landet kan nemlig ikke klare den store mængde mudder og sætter sig derfor fast. I en sådan situation måtte vores chauffør Barry finde en måde, hvorpå han kunne snige sig udenom. Det lykkedes alle tre-fire gange vi stod over for denne forhindring – hver gang med en klump i halsen!!

 Hundredevis af varer, der var på vej ind i landet - måske til Zwedru

FN til redning

Men, men, men vi nåede altså frem – også i et helt stykke. Efter de 15 timer i bil var solen gået ned igen, og jeg ankom til mit nye hjem i mørke, fordi elektriciteten var slået fejl højst sandsynligt pga. de store mængder regn. (Håber den er tilbage, når jeg kommer hjem i eftermiddag. Uden fan er værelset noget lummert!). Det var lidt mærkeligt at ankomme helt i mørke og uden at kunne se mit nye hjem. En del skønhedsfejl viste sig dog, hvilket, jeg håbede, skyldtes mit begrænsede syn. Men desværre, efter at have sovet på så blød en madras, at jeg havde dannet mig et lille hul, som ikke var til at vende sig ud af, vågnede jeg denne morgen op til de samme betragtninger. Der var to værelser at vælge imellem: et uden vinduer og et med et utæt loft, køkkenet er meget simpelt, hvilket er fint, men samtidig bruges det som opbevaringsrum og et badeværelse, hvor vandstyrken i brusebadet ikke tillader en kvinde at vaske sit (mellem)lange hår!! Hmm, men men, jeg taler med Paul om det i dag, og forhåbentligt kan han få tingene i orden. Ellers har min kollega Alyssa, som bor lige inde ved siden af, tilbudt mig et af hendes værelser.  Så der skal nok findes en, og alt i alt nåede jeg måske også bare at blive forvænt af luksuriøsiteterne i Monrovia.

                        

Guesthouse'et inklusiv mit værelse gemmer sig bag den røde dør

Mit værelse, som indtil videre ikke indeholder mere end dette

Mit ikke-helt-brugbare-køkken

Som garvet rejsende må jeg indrømme, at jeg er ankommet til et land, som jeg aldrig har set magen til. I lufthavnen var der udover mit fly og et Deltafly fra USA kun FN fly og FN helikoptere parkeret, da vi kørte indad landingsbanen. Dette afspejler meget godt resten af transportmidlerne i landet. Hver anden eller tredje bil tilhører FN, og hvis ikke den tilhører FN tilhører den Save the Children, Welthungerhilfe, Ibis, ICRC eller en anden nødhjælps- eller udviklingsorganisation. Det eneste turistagtige objekt, jeg er blevet forsøgt solgt er et kort over Liberia, hvilket jeg forestiller mig organisationernes udsendte ofte har brug for. Her er vesterlændinge ikke turister men NGO-medarbejdere på den ene eller anden måde. 

Ibis kontoret i Zwedru

I dag har jeg haft første dag på kontoret, hvilket mest er gået med at hilse på alle - der er simpelthen så mange ansatte på det her kontor og jeg har slet ikke styr på dem alle sammen. Det kommer forhåbentligt. I morgen skal jeg i felten på motorcykel!! for første gang, og jeg har første møde med det Back to School Team, som jeg skal arbejde sammen med og fredag møde med mine to supervisors her, Patrick og David. Derefter starter arbejdet for alvor. Jeg glæder mig til at komme i gang og næste gang kan jeg sikkert fortælle meget mere om arbejdet som praktikant for Ibis.