tirsdag den 6. november 2012

Så er jeg langt om længe tilbage.

Det er som at gå tilbage i tiden at læse mine gamle indlæg. Den Anti Korruptions Workshop er jo så lang tid siden nu, og hold da op, hvor er der sket mange ting siden da. Alyssa blev syge-evakueret, farlige forbrydere undslap fængslet i Zwedru, kontoret i Harper blev midlertidigt lukket pga. en korruptionssag, Charlie flyttede ind hos mig, vi fik mus og myrere på besøg, jeg trådte næsten på en farlig giftslange, tyskerne har skabt røre, Alyssa er tilbage igen, jeg har fået en ny vandhane installeret i mit køkken, jeg har ventet 10 timer ved et mudderhul, tørsæsonen lader til at være indtruffet, jeg har spist thaimad, badet i havet og jeg er blevet midtvejs evalueret.

Jeg var glad for, at denne fugle edderkop var død, da jeg fandt den i min have.

Krybdyr, som farer rundt i min have. Til at starte med, synes jeg ikke så godt om dem, men nu holder jeg næsten af dem. De er meget underholdende, når de jager hinanden, løber ind i ting på flugt fra mig og foretager armbøjninger i solen.

Havet!!!

I skrivende stund befinder jeg mig på kontoret i Monrovia. Torsdag i sidste uge begav vi os ud på den lange og bumlede tur fra Zwedru til Monrovia. Alle Education Advisors er til workshop i denne uge, og jeg har haft min midtvejs evaluering og rapport vejledning i løbet af de sidste par dage. Vi drager mod Zwedru igen på torsdag. Det har været super dejligt med et par dage væk fra Zwedru, som godt kan blive en smule indelukket. Her i Monrovia er der flere mennesker, flere muligheder og mere mad!! Jeg har spist burger med pomfritter, pad thai, thai salat, tun sandwich, yoghurt, advocado og drukket rigtig kaffe. Det har været ren luksus. I dag eller i morgen skulle jeg også gerne nå at få en klipning, inden vi igen forlader metropolen og jeg skal handle madvarer ind til de sidste 6-7 uger i Zwedru.

Workwise er der også sket en hel masse. I sidste uge fik mit team og jeg afsluttet de planlagte dataindsamlinger, og jeg har samlet al data i et udkast til den endelige rapport. Katja, min rapportvejleder, har givet kommentarer og jeg er nu parat til at analysere og skrive den endelige rapport. Derudover har jeg fået lov til at afholde en workshop, som skal samle alle de involverede parter. Meningen er, at de sammen skal finde frem til løsninger på, hvordan skolen næste gang kan starte op til tiden, og fordele ansvaret imellem sig. Det er ret fedt at få mulighed for at fremtids- og løsningsorientere projektet, inden jeg forlader landet - sammen med målgruppen.

Interview med forældreråd i Ganbo
Pair-wise ranking med lærerne i Kumah Town



Det er vildt at tænke på, at der nu kun er godt 6 uger til, at jeg skal forlade Liberia igen. Der er sket så meget, jeg har fået nye venner, og jeg har fået en dagligdag her. Mon ikke jeg kommer til at savne det hele, på trods af alle udfordringerne.

P.s. Flere billeder følger bl.a. med mudder

Ingen kommentarer:

Send en kommentar